Hvordan hvis vi i alt det menneskeskabte,

naturens sidste selvoptagne spring,

må se os selv i det på forhånd tabte,

må se den mindste stump af kærligheden,

af lykken i en formålsløs proces,

gå ind i billedet af menneskeheden

som græsset, selv når det er gravens græs.

(Inger Christensen leser Sommerfugledalen i Kristiansand juni 1997.)